Translate

mandag den 26. august 2013

Hjemmelavet shellak og eksperimenter

Så skulle der leges med nyindkøbt shellak-grej :-D

Først skulle den gamle shellak dog fjernes. Idet den havde skallet af på nogle negle og ikke andre, havde jeg dækket alle neglene med almindelig neglelak og ja, det så egentlig ikke for kønt ud efterhånden, men det tjente et formål.


Eksperiment nr. 1
At fjerne almindelig neglelak ovenpå shellak. Min acetonefri neglelak blev fundet frem og fjernede stille og roligt den lilla lak og vupti - nogle af neglene var sørme blå indenunder. Shellakken bestod!

Udgangspunktet: Lilla lak ovenpå shellak

Den almindelige lak er væk og shellakken intakt
 
 
Dette gav mig jo store forhåbninger for mine planer om at lade neglen forstærke af shellak og derefter pynte med almindelig lak efter behov...

Dernæst skulle shellakken fjernes. Removeren til dette var helt gelé-agtig og nem at påføre. Derefter pakkede jeg fingrene ind i sølvpapir.


Remover smurt på negl

Okay, sølvpapiret kunne sagtens være lavet i mindre stykker i stedet for store klumper - så ved jeg da det til næste gang :-D

Nu kom mit fine shellak-sæt fra Depend frem og det var godt nok nemt at lave. Først afrensning med noget væske, som fulgte med i sættet - en før- og efterbehandling-væske (jeps, det er et ord). Dernæst deres basecoat og så 30 sekunder i UV-lampen. På med et lag af den specielle topcoat, 30 sekunder i UV-lampen. Til sidst endnu en aftørring med væsken og slut!

Det var jo så meningen, at man skulle lægge en farvet shellak imellem base- og topcoat, men jeg ville jo blot forstærke neglen og derefter farve med almindelig lak ovenpå.
 
Eksperiment nr. 2:
Det næste eksperiment gik ud på at prøve en for mig ny slags manicure, nemlig med den brede pensel fra mit neglepenselsæt.
Ingredienserne til denne manicure
 
Jeg startede med at lægge den neongule lak i 3 lak. Den var overraskende hurtig til at tørre, så det var rart.

Tiden var nu kommet til at lave striber med den brede pensel. Jeg dryppede et par dråber af den sorte Sally Hansen lak ud på et papir, dyppede penslen og duppede den lige lidt af på papiret, før jeg strøg den hen over neglen. Derefter samme procedure med guldlakken og til sidst et strøg med den gule neonlak (fordi sort + guld var blevet en anelse for "tæt" i striberne).

Den sorte laks dækkeevne vidste jeg var lidt skidt, så det var helt med vilje, at den blev udvalgt til denne manicure for ikke at få alt for markante/dækkende sorte striber.

En sjov manicure, som var rigtig nem at lave.


Eksperiment nr. 3:
Jeg ventede et par timer med eksperiment nr. 3, så jeg var helt sikker på, at min manicure var tør.
Nu ville jeg så prøve det, som "alle" professionelle havde fortalt ikke kunne lade sig gøre:
Shellak ovenpå almindelig lak!
 
Tja, det var egentlig bare at gentage; afrensning, basecoat + 30 sek. i UV-lampe, topcoat + 30 sek. i UV-lampe og afrensning til sidst.
 
Jeg startede med en enkelt negl, da jeg ikke anede hvad der ville ske med min lak nedenunder, men da det tilsyneladende virkede fint og min manicure nu bare havde fået en hård, beskyttende skal ovenpå, så kørte jeg løs på resten af neglene.
I skrivende stund kan jeg ikke fortælle noget om holdbarheden, så det må jeg vende tilbage med senere :-) 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar